onsdag den 19. september 2007

Xperimentarium: Børns ideer om fremtidens Bibliotek

Hovedbiblioteket skal i 2014 flytte ind i et helt nyt og større hus på Århus Havn – Multimediehuset, som bl.a. skal blive et særligt sted for børn, der appellerer til leg, oplevelse og læring.
Derfor inviterede vi børn til et ”eksperimentarium, hvor de kunne fortælle og vise, hvad de ønsker sig af fremtidens bibliotek. Der var åbent en uge i sommerferien 2007.
Målet var at indsamle børns ideer om indhold, indretning og kompetencer i det kommende Multimediehus. Det er altså ideerne, der er det vigtigste - ikke formen. De kreative metoder blev brugt for at udvikle og udtrykke ideerne, ikke for at udvikle børnenes kunstneriske talenter.

Hvad gik Eksperimentariet ud på?
Eksperimentariet var et værksted, hvor børnene havde mulighed for gennem leg at omsætte visioner og fantasi om rumlighed, størrelsesforhold, dimensioner, indretning, kompetencer, møbler, beplantning eller belysning i det nye Multimediehus på forskellig vis i de fem "zoner" i værkstedet:

- 2-dimensionelt gennem skitser, tegninger, foto mv. Vi reflekterede og forarbejdede digitale billeder og print fra 3D-byggepladsen. Vi kunne benytte os af farver, papir, 'stencils', mønstre, collageteknik, printede tekster fra typografiworkshoppen, scanning og kopiering af objekter, software til billedforarbejdning.

- 3-dimensionelt gennem modelbygning af bibliotekets egne genbrugsmaterialer, rester, kasserede materialer, pap, kasser, plastic, bøger, blade m.m.

- Typografi-zonen: Fokus var tanker og idéudveksling. Vi fokuserede på begreber, der kan knyttes til oplevelser og erfaringer med model- og idéudvikling. Vi benyttede os af valgmuligheder i forhold til typografering af tekster og knyttede tekst og visuelle udtryk sammen.

- Lager og Dislay.
Her kunne børnene hente genbrugsmaterialer - og aflevere færdige modeller. Samtidig blev børnenes fortæller om modellerne nedskrevet.

- 'Teleporteren',
som gennem hele forløbet dokumenterede forløbet via digitale fotos, video og lydbilleder.
Børnene blev løbende udfordret af teleporter-operatøren, så børnene kunne "dokumentere" egne og andres eksperimenter og dermed levere materiale til 2D-værkstedet til videre forarbejdning.
Teleporterens optagelser blev transmitteret live i Hovedbibliotekets centrale Torv gennem alle dagene, så Hovedbibliotekets daglige brugere kunne følge med i forløbet.

Voksne i Eksperimentarium
Grafisk designer Thomas Vestergaard og arkitekt Peter Skjalm stod for idéværkstedet. Michael Bauer fra Plotpoint optog og redigerede filmen, og Louise Ø interviewede børnene til filmen. Børnebibliotekarer fra Hovedbiblioteket og medarbejdere fra Multimediehussekretariatet deltog også og nedskrev børnenes udsagn undervejs i forløbet.

Udstilling:
Lige nu – i perioden 11. til 21. september 2007 præsenteres børnenes billeder og modeller på Hovedbiblioteket i Århus.

Filmen, som Plotpoint Film Production har lavet, vises på en hel væg.
Men den kan også ses på YouTube

Eksperimentet er finansieret af Århus Kommune: Sport og Fritid, Borgerservice og Biblioteker, Multimediehuset og Hovedbiblioteket.

Ingen kommentarer: