søndag den 17. juni 2007

Rum for læring i fællesskaber – invitation til møde torsdag d. 28. juni kl. 8.30-10

I efteråret 2006 afsluttede jeg masteruddannelsen i biblioteks- og informationsvidenskab ved Danmarks Biblioteksskole. Masteruddannelsen består af to valgfrie moduler + et afgangsprojekt. I afgangsprojektet skal man undersøge problemstillinger fra ens daglige arbejde og man skal inddrage teori fra uddannelsen, for mit vedkommende fra de to moduler "Biblioteksledelse" og "Biblioteker og Læring".

Jeg valgte at undersøge mulighederne for at udvikle læringsmiljøer for fællesskaber. Altså hvordan folkebiblioteker kan udvikle fysiske rum, som understøtter informations-kompetence-læring i fællesskaber.

Livslang læring er et vigtigt udviklingsspor, men jeg mener, bibliotekerne har været for optaget af den enkelte borgers personlige udvikling og ikke har udnyttet mulighederne for at udvikle læringsmiljøer for grupper og fællesskaber.

Læring i grupper og fællesskaber har stor betydning – på arbejdspladser og uddannelser.
"Viden opstår, når information udveksler og kommunikeres mellem mennesker", skriver Kirsten Drotner. I læringssamfundet er viden ikke noget, der står i alfabetisk række på hylderne i et bibliotek – det opstår i kommunikationen mellem folk. Man siger også, at kvalifikationer er det vi kan hver for sig – men kompetencer er det, vi kan, når vi arbejder sammen med andre.

Hvad skal man så lære i biblioteket?
Bibliotekarer kalder det informationskompetencer, og det er meget mere end at søge information. At lære at lære – at man har behov for at søge information, kritisk vurdere, tilpasse ny viden med ens eksisterende viden, at anvende og formidle viden.
I den korte version af informationskompetencelæring kan det lyde som om, det er et meget individuelt anliggende – det med informationskompetencelæring. Men i forskningen og standarderne inden for informationskompetence anbefales det at læringen sker i samarbejde og netværk.

Fællesskaber er et vidt begreb…
Det sociale element spiller en rolle i ca. 20 % af biblioteksbesøgene. Det ved vi fra trafikundersøgelser. Folk følges ad til biblioteket eller de mødes med andre, men det er vi måske ikke særligt bevidste om, når vi indretter bibliotekerne. I mit afgangsprojekt har jeg fokuseret på "praksisfællesskaber" – grupper, hvor deltagerne kender hinanden, handler sammen og deler en fælles forståelse af, hvad de gør og hvad det betyder for deres liv".

Jeg vil gerne fortælle mere om afgangsprojektet og vise eksempler og billeder fra mit mini-idekatalog over læringsmiljøer for fællesskaber i "syv rum" for mine kollegaer på Hovedbiblioteket.
Jeg håber også, vi kan diskutere, om og hvordan vi kan udvikle læringsmiljøer for fællesskaber. Tid & sted: Torsdag d. 28. juni kl. 8.30-10 på Hovedbiblioteket, mødelokale B.
Tilmelding senest 26. juni på min mail: ldn@bib.aarhus.dk
venlig hilsen
Lotte Duwe Nielsen

2 kommentarer:

Sidsel Bech-Petersen sagde ...

Tak for et godt morgenmøde - du snakkede om at lægge dine slides på denne side. Du kan evt. prøve at bruge: http://www.slideshare.net/ - det skulle være et udemærket værktøj til den slags ting.

Mcklemens sagde ...

Vil vældig gerne se de slides - eller bare en PDF af dit oplæg?

Vi er to bibliotekarstuderende, der er i gang med at lave en undersøgelse af deltager-erfaringer i forbindelse med 23ting på HB. Og vores vinkel handler om læring i fællesskaber. Så din forskning kunne godt jælpe os på vej, selvom du mest har været optaget af læring i det fysiske rum og vi koncntrede om e-læring.

MVH Christina Andersen og Lotte Klemens Thomhave